• Rektor på Københavns Universitet giver klar besked: Derfor vil vi ikke boykotte Israel

    Source: BDK Borsnyt / 26 Sep 2024 10:05:17   America/Chicago

    Erkend nederlaget. Ret blikket mod studierne. Det bliver et nej. Sådan lyder budskabet kort fortalt fra rektoren på Københavns Universitet i et stort interview med Uniavisen. Meldingen kommer i kølvandet på en række demonstrationer fra propalæstinensiske aktivister, som kræver et akademisk boykot af Israel. Det ville eksempelvis betyde nul samarbejde med israelske forskere og institutioner. Her er svaret fra rektor Henrik C. Wegener klokkeklart: KU vil ikke pålægge sig selv andre begrænsninger end dem, som Folketinget udsteder, ellers bliver den akademiske frihed begrænset. Her refererer han blandt andet til, da KU og andre universiteter boykottede Rusland efter en melding fra regeringen. Han afviser derfor blankt demonstranternes krav: »Det er vigtigt, at vores forskere ikke mistænkes at formidle andet end det akademisk sande. De må ikke have politiske eller kommercielle ærinder. Vi skal kunne have tillid til, at forskere taler som uafhængige akademikere. Derfor ville det også være dybt skadeligt, hvis jeg på eget initiativ begyndte at diktere, hvem vores forskere må samarbejde med,« forklarer han i interviewet til Uniavisen. Han beskriver også, at et universitet ikke må tage del i aktiviteter på besat jord, hvis det vil samarbejde med KU, og at det vigtigste er, at forskerne er på den rigtige side af loven. Flere og flere studerende organiserer sig En gruppe aktivister på Københavns Universiteter har organiseret sig under navnet Studerende mod Besættelsen. De har markeret sig med en række demonstrationer. De mener, at den israelske stat begår folkemord i krigen mod Hamas, og at Københavns Universitet derfor bør boykotte dets israelske samarbejdsuniversiteter. Senest lavede gruppen en aktion, hvor de forsøgte at besætte og barrikadere Københavns Universitets lokaler i hjertet af København. Selv mente de demonstrerende, at det var en fredelig aktion, som kan ses i videoen nedenfor. Fra KU lød det dog efterfølgende, at en medarbejder blev truet med at blive låst inde på sit kontor, og at det på ingen måde blev opfattet som en fredelig protest fra de ansattes side. Universitetet så sig derfor nødsaget til at tilkalde politiet for at få fjernet de maskerede demonstranter fra universitets område. Derudover besatte gruppen før sommeren et område midt i et af universitets gårdhaver. Teltlejren lå der en måneds tid, før de studerende rev teltpløkkerne op og pakkede lejren ned. Flere aktioner på Roskilde Universitet Også på Roskilde Universitet er en gruppe studerende ved at organisere sig under navnet RUC Intifada. Berlingske kunne for nylig beskrive, at flere aktioner har fundet sted på universitetet. For et par uger siden gik 100 demonstranter gennem hele campus med en højlydt støtte til Palæstina og stor kritik af Roskilde Universitets ledelse. Det kan du se en video af nederst i artiklen. Derudover har der bredt sig graffiti på flere af RUCs bygninger i røde, hvide og grønne farver med samme budskab. I forbindelse med aktionerne på Roskilde Universitet sagde universitetsrektor Henrik Zobbe til Berlingske, at der altid skal være plads til, at alle kan udtrykke deres holdning. Men han afviste – ligesom rektoren på KU – at følge de studerendes krav og lave akademisk boykot. Forskere har nemlig »akademisk frihed« og bestemmer selv, hvem de arbejder med: »Det er ikke noget, vi som universitet blander os i at stoppe. På institutionsplan har vi ingen samarbejde i dag med Israel,« lød det fra universitetsdirektøren på RUC. https://www.berlingske.dk/indland/rektor-paa-koebenhavns-universitet-giver-klar-besked-derfor-vil-vi-ikke
Share on,